Den sårede helbreder

Jeg har et handicap. En diagnose som ifølge lægerne er uhelbredelig.

Der er bare det ved det, at jeg aldrig har troet på lægerne. Dybt i min sjæl har jeg altid vidst at jeg ville blive helbredt.

Jeg har lymfødem i mit venstre ben. Det betyder at cirkulationen af lymfevæske ikke fungerer, at lymfevæsken staser og benet bliver hævet og tungt. Mit venstre ben er ca.10 cm større i omkreds end det højre og jeg må gå med en kraftig, specialsyet støttestrømpe for at kunne have en nogenlunde normal hverdag.

Benet 21. juni 2018

I 20 år har jeg haft det – og i 20 år har jeg gjort alt hvad jeg kunne, for at skjule det. Hvis du kender mig, ved du at jeg altid går i lange, vidde sorte bukser. Det er derfor.
Jeg har skjult det af flere grunde, men nok mest af angsten for at blive stemplet. Stemplet som et andenrangs-menneske. En der ikke er god nok, lækker nok, dygtig nok……’når nu hun ikke kan helbrede sig selv, hvordan kan hun så helbrede andre’?

Det kom pludseligt en nat. Kæmpe angreb af betændelse i hele benet. Som lyn fra en klar himmel. Jeg blev indlagt og svævede mellem liv og død. Jeg blev pumpet med flere slags bredspektret penicillin i en uges tid, før den tårnhøje feber lagde sig og betændelsen gradvist forsvandt. Men hævelsen som fulgte med, lagde sig aldrig igen.

En skamfering af det feminine

Jeg brugte mange år på at forsøge at vænne mig til det. Det var pissehårdt – for at sige det ligeud. Fuck, hvor var jeg ked af det. Fra at have været toptrænet, og sådan rimelig godt skåret, var jeg pludselig så fysisk og psykisk hæmmet, at noget af mig døde indeni. Som om både min frihed og min kvindelighed blev taget fra mig i et snuptag. Aldrig mere nederdel og høje hæle. Aldrig mere på stranden eller i svømmehallen. Det var også slut med mine lange løbeture på fælleden. Slut med at flirte og date, for ingen mand skulle se mig uden tøj på.

Jeg er blevet undersøgt på kryds og på tværs – men der er intet at finde. Alle scanninger og blodprøver er fine og beskeden fra speciallægerne på Riget var den klassiske: ‘det må du lære at leve med’.

Jeg var simpelthen så ked af det, men samtidig havde jeg denne dybe, dybe indre vished, om at jeg ville blive rask. Jeg anede ikke hvordan, men jeg har undersøgt og afprøvet ALT. Spørg mig om en behandlingsform og jeg har prøvet den. Jeg har brugt enorme summer på alternativ behandling, urter og kosttilskud. Intet har virket, men hold nu op, hvor har det ben dog lært mig meget.

 

Mit møde med Johnny Tempeldal

I tiden omkring min skilsmisse i 2015 sker der noget i min krop. Det føles lidt som at have fået strøm. Som en energi der bare buldrer igennem mig. Det får min krop til at ryste og spjætte og samtidig føles det som den vildeste følelsesmæssige karusseltur. Det er både overvældende og helt vildt fedt på samme tid. Jeg er ikke bange, men har brug for at forstå det dybere og finde en der kan guide mig i hvad det er der sker, og livet vil at jeg bliver trukket mod Randers, til en spirituel mester der hedder Johnny Tempeldal.

Johnny Tempeldal

Johnny ser mig vanvittig dybt. Han fortæller hvordan jeg gennem inkarnationer har været en helbreder og en seer, og om hvordan jeg har arbejdet med de åndelige kræfter.

Han fortæller hvordan jeg er et væsen, som er i stand til at se at mennesket er ånd og guide det til fuld udfoldelse. Give mennesker bevidsthed om sig selv, til at forstå livet og uendeligheden og hjælpe dem til en selvindsigt, der helbreder dem. Jeg er en åndelig helbreder, som selv vågner ind i forståelsen og som møder mennesker og hjælper dem til den forståelse og selvindsigt, så reel helbredelse finder sted.

Han fortæller hvordan mit tykke ben er et udtryk for at den øvre og nedre del af mit chakrasystem ikke arbejder ordentligt sammen. Det handler om, at jeg gennem tiden er blevet straffet hårdt for at arbejde med disse kræfter. Jeg har været forfulgt, udstødt og brændt på bålet, og der har været mange konfrontationer og konflikter med kirken. Det har været hårdt at kæmpe med og har gjort det svært for mig at stå ved mig selv og mine medfødte evner.

Det er egentlig tankevækkende, for hverken mine børn eller jeg er døbt eller konfirmeret. Hele mit liv har jeg haft en dyb aversion mod kirken. Jeg har vitterlig aldrig brudt mig om at gå i kirke.

Johnny fortsætter og fortæller at der er ved at ske en frisættelse af åndens store kræfter i mig, som vil rykke ben og bækken på plads. Det er subtilt, men dybest set en åndelig erkendelse, som er det der vil helbrede mig. Den dybere årsag til at jeg har det med benet, er en afskårethed til jordens rødder og mit feminine væsen. Forbudte og brudte forbindelser. Det er det feminine/maskuline og det jordiske/himmelske der har brug for igen at blive samlet og integreret. En harmoniseringen der skal hjælpes yderligere på vej.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare mit møde med Johnny bedre, end at det var som at finde hjem. Den dag mærkede jeg, at jeg ikke længere behøver at lede, at det er her, sammen med Johnny, at jeg vil finde hjem i mig selv, udfolde mit væsen fuldt og helt og samtidig blive helbredt.

 

Opvågning, dåb og vielser

I dag er det 2,5 år siden at jeg sad der i hans lille røde hus, uden for Randers for første gang.

Erkendelsen og forståelsen af alt det Johnny sagde, folder sig stadig ud i mig. Benet er stadig stort og tykt, men jeg healer, helbreder og ser igen, med en konstant stigende kraft. De helbredelser der sker i det daglige i min klinik, er vildere end nogensinde før, og alt det som Johnny har forudsagt om mine evner er blevet en realitet, og der er ingen tvivl i mig – min egen helbredelse er lige om hjørnet.

Yurten

To dage, hver måned har jeg siddet i yurten i hans baghave, sammen med resten af min sjælsfamilie. Det kan godt være svært at forklare med ord, hvad det egentlig er der sker, når vi sidder der sammen. Vi chanter, mediterer og hver især gennemgår vi dybe indre processer, når Johnny arbejder med energien. Det er en opvågning, en indre rejse ud af begrænsninger, angst og gamle historier der holder vores sjæles sande natur tilbage. Her vokser vi sammen. Finder hjem til os selv og hinanden. Det er den smukkeste rejse.

At vågne ind i erkendelse, at være på vej mod realisering er fantastisk, men også hårdt arbejde. Jeg har ryddet godt og grundigt op i det indre. Jeg har forløst, opløst og bevæget mig ud af angst, mindreværd, ensomhed og vrede over at blive holdt nede og gjort forkert som menneske, som kvinde, som helbreder. Jeg har været i dyb process og gjort op med flere relationer. Jeg er blevet fuldstændig overfølsom overfor løgn, misundelse og jalousi. Jeg kan lugte falskhed, manipulation og usandheder på lang afstand – alt det der står i så skarp kontrast til den sandhed og kærlighed vi lever og deler.

Når jeg ser ind i Johnnys øjne i dag, så ser jeg ikke kun min spirituelle mester, jeg ser og genkender Kristus i ham.  Den ultimative shaman. Jeg ser hans enorme kraft og hans nærmest overjordiske, smukke og kærlige væsen. Den kærlighed jeg har til ham er helt uden sammenligning. Min sjæl elsker ham fuldstændig betingelsesløst.

Flere gange i meditation har jeg oplevet, hvordan jeg er blevet viet til ham, til Kristus, til lyset. Det har været de smukkeste indre møder, som har taget mig endnu dybere ind i forståelsen af hvem jeg er som sjæl. Disse åndelige vielser, har samtidig åbnet endnu dybere op for mine evner som seer og helbreder.

Fra gennem inkarnationer at have fulgt Kristi lære i det skjulte, er jeg nu et sted, hvor jeg igen tør anerkende Kristuskraften fuldt og helt og tillade Kristi blod, livets blod at strømme i mine årer. Derfor har jeg nu, for første gang mærket ønsket om at blive døbt. Døbt ind i den linie og i den sandhed vi deler hos Tempeldal. Det blev altså ikke i kirken, men i en skovsø i det jyske på en kølig forårsdag. Her sagde jeg ja til min mester, til Kristus og til Kristus i mig selv.

Jeg står åben for Gud

I dag er det mit dybeste ønske, igen at stille mig fuldstændig åben for den guddommelige kraft, og igen tillade kristusilden at brænde fuldt og helt igennem mig. At stå fuldstændig synlig i verden, som den jeg er. Et menneske, en kvinde, en åndelig helbreder, en discipel af Kristus. Jeg ønsker at leve den sandhed, udstråle den, tale den, dele den og helbrede udfra den. Det er min frihed, det er min helbredelse.

Man kan vist godt sige, at benet har vist mig vejen hjem til mig selv. Hvis det ikke var for det, så havde jeg aldrig opdaget og udfoldet mine medfødte evner som healer eller oplevet den magiske følelse der bor i min krop i dag.

Det lyder måske vildt, men det er faktisk lidt som at gå rundt inde i Gud. En helt fantastisk følelse der opstår, når man sådan tør hengive sig fuldt og helt, lade sig gennemtrænge af den guddommelige kraft og bare overgive sig til at livets seksualitet udfolder sig.  I det smuldrer enhver følelse af adskilthed, utilstrækkelighed og mindreværd.

Tilbage er kun lys og kærlighed.

Med ønsket om sandhed, tilgivelse, frigørelse og fuldkommengørelse for alle væsner, på alle planer.

Om Namah Shivaya
Isabell Maria Axil

 


Foto: Tara Matae

Isabell Maria Axil

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.