Zoneterapi / Barn

Zoneterapi til børn er genialt. Børn i alle aldre elsker nemlig at få zoneterapi og behandlingen hjælper dem forholdsvist hurtigt af med deres problemer.

Babyer må meget gerne ammes under behandlingen. Det gør dem helt rolige og de falder som regel i søvn. De lidt større børn sidder sammen med mor eller far på briksen og hygger sig med indholdet af legetøjskurven, mens jeg ‘nusser’ tæerne.

Da formålet med behandlingen er at hjælpe dit barn med at få en så stærk og velafbalanceret krop som overhovedet muligt, er det muligt, at jeg anbefaler kostændringer, kosttilskud eller urtemedicin. Det gælder både ved akut sygdom og ved de mere kroniske problemer, hvor kroppen er lidt længere tid om at hele.

Det er meget vigtigt for mig at skabe trygge rammer for både dig og dit barn. Derfor har jeg sat god tid af til jer og behandlingen vil altid blive tilpasset, så dit barn får en god oplevelse. At behandle og hjælpe børn med at få det bedre, er helt specielt. Det er altid en stor glæde at kunne hjælpe et barn, der har det skidt.