Opstandelsen
Påsken 2025
De første år af min opvågningsproces, frygtede jeg påsken.
Den var mildest talt et helvede at komme igennem.
I årevis blev jeg overmandet af en dyb og sønderrivende sorg. Jeg græd og hulkede mig gennem dagene. De fleste af mine tårer kom spontant og jeg anede ikke hvorfor jeg var så ked af det. Men det blev efterhånden tydeligt, at mit dybe tema, handlede om det at have mistet kærligheden.
Kærligheden i alle dens former.
Det var mærkeligt, at føle mig så forbundet ind i det, jeg anså som en kristen fortælling. Noget jeg det meste af mit liv havde taget afstand fra. Men med tiden forstod jeg, at det slet ikke handler om religion, men hvordan Yeshuas lidelser og død er symbol på den kærlighed og det lys som er gået tabt i verden. Hvordan det som engang var fuldstændig centralt i mit liv, blev revet fra mig.
En påske så jeg Mel Gibson’s The Passion of Christ tre gange i træk, bare for at tvinge mig selv igennem lidelsen. For at gå direkte ind igennem smerten og sorgen fuldstændig bevidst. Det var mildest talt rædselsfuldt, men det hjalp mig igennem den dybe sorg.
At få lukket op for en smerte, som jeg ikke tidligere havde haft adgang til. Det var voldsomt, men jeg havde vished i at det var vejen - jeg skulle ind igennem.
Siden har påsken stået som et kraftigt symbol på tab. Tabet af det oprindelige Kristuslys - alt det jeg er og står for.
Sidste år var der også tårer og sorg, men der handlede det mere om tabet af den menneskelige kærlighed. Tabet af den partner, jeg har gået sammen med, gennem inkarnationer. Jeg blev vist vores liv og kærlighed gennem tiden. Forskellige tider hvor vi levede lykkeligt sammen, men også hvordan vi blev revet fra hinanden. Hvordan vi ‘svigtede' og forlod hinanden, fordi det var så svært at forene det Guddommelige og det menneskelige.
Men denne påske i 2025 er der sket et skifte.
Jeg græder ikke længere. Jeg lider ikke, jeg sørger ikke. Til gengæld mærker jeg følelsen af svigt i hver en celle.
Jeg sidder ved salvelsesstenen med hans døde krop. Forladt. Der er ingen sorg, ingen tårer, blot den her dybe følelse af at være blevet svigtet. Hvorfor kunne jeg ikke komme med? Var jeg ikke værdig til opstandelsen. Er jeg ikke værdig til Gudslyset? Til kærligheden?
Det er alle historierne om det at være kvinde og føle sig uværdig. Ikke at være værdig til så stor kærlighed, men at være hende der bliver forladt, svigtet og glemt.
Jeg ser og forstår hvordan det er fortællingen. Den menneskelige oplevelse i mig. Men mærker også hvordan noget er helt skævt i det. At det i virkligheden er fuldstændig omvendt. At det er de dybe følelser, der er invitationen ind i frihed. Hvordan det at gå gennem lidelse er min befrielse.
Jeg sidder ved salvelsesstenen igen. Jeg mærker hvordan han tager mig i hånden, for at tage mig med ind gennem døden. Ind i opstandelsen. Der er ingen forskel på liv og død. Det er et og det samme.
Jeg mærker et sted i mit hjerte. Sinusknuden. Den er en indgang og en udgang på samme tid. Den bliver renset for gamle slagger, idéer og overbevisninger, så der nu er helt fri passage. Livet og døden flyder ind og ud, frem og tilbage. Der er ikke noget der var engang, det hele er lige nu.
Vi går sammen ind gennem døden. Ikke længere adskilte. Vi tager den her opstandelsesrejse sammen. Vi går ind i friheden, ind i lyset sammen. Vi er et med den Guddommelige kærlighedskraft. Et med den kærlighed som vi allesammen er og deler.
Det er vores allesammens dybeste mulighed, at vågne op og se at kærligheden er ALT som er. At det er kærligheden der er den store befrier.
At gå med Kristuslyset er vores allesammens mulighed for at helbrede os selv for alle de gamle fortællinger om adskillelse, uværdighed, sorg, svigt og lidelse. Det er befrielsen fra lidelse som er vores fulde frigørelse - menneskets opstandelse.
Med ønsket om sandhed, tilgivelse og frisat liv, for alle væsner på alle planer.
Om Namah Shivaya
𝓘𝓼𝓪𝓫𝓮𝓵𝓵