Brahma Muhurta

Hvis du har valgt at træde ind på en dybere vej i livet, så kender du måske også til det at vågne ved 4-tiden om natten?

Hvis du ikke ved hvorfor, så læs med….for det er ikke tilfældigt.

Da min egen spirituelle opvågning rigtig tog fart, begyndte jeg i perioder at vågne et sted mellem kl. 3.30 og kl. 4.00 

Så meget bevægede sig på det tidspunkt – tanker og følelser der blæste rundt.

Det sker stadig – også lige i disse dage – som del af dybe indre processer der gennemleves. Karma der bevæges og slippes. Frisættelse fra gamle historier og begrænsende overbevisninger.

Når jeg slår øjnene op lige der, hvor natten er ved at blive til dag, hvor stilheden begynder at nynne og naturen begynder at røre på sig, så er det også på forunderlig vis, som at vågne ind i mig selv. Som at der åbnes en dør ind til skjult hukommelse af hvem jeg i virkligheden er.

Det viser sig at dette tidspunkt på døgnet faktisk har et navn.

Brahma Muhurta

Brahma Muhurta er et tidspunkt på døgnet, hvor den indviede står ret åben for ånden, og det er da også her jeg føler mig allermest blød, sårbar og blottet i det indre.

Til tider er det råt og hårdt, og sorg og gammel smerte bevæges og gennemleves, andre gange er det bare blidt og stille og jeg ligger og mærker det der vil igennem og flyder ind og ud af et sted, hvor syn og drømme kan indfinde sig.

Det er som at blive talt til, fra et højere sted. Der hvor jeg mærker at ånden vil igennem. Der hvor jeg bliver kontaktet af livet selv, uden at gøre andet end bare at ligge der – åben og modtagelig.

At vågne ved Brahma Muhurta er en opvågning ind i dig selv, ind i det du er kaldet til. Det er som at glide direkte ind i kosmos og helt simpelt og ydmygt at opleve at være en del af naturens egen rytme, livets rytme. Det er det bedste tidspunkt på døgnet at modtage indre undervisning.

Det sker som en del af opløsningen af personligheden og dens betingede mønstre og dermed en oplevelse af at synke dybere og dybere ind i synkronisitet med naturen, elementerne og den uendelige guddommelig kraft.

Jeg mærker hvordan dette indre vækkeur også i tidligere tider har vækket mig og sendt mig ned til floden før solen stod op. Her rensede jeg mig i det kolde vand, udførte forskellig ritualer og lagde mig for foden af det guddommelige.

I dag kan det måske synes udfordrende, at skulle stå op ved 4-tiden for at meditere, dyrke yoga eller på anden vis forbinde sig med det højeste.

Men vågner du af dig selv – så brug det. Slip irritationen og frustrationen over at du ikke kan sove, og tillad dig i stedet at flyde med.

Du kan enten vælge at gå tidligt i seng og stå op og meditere under Brahma Muhurta eller du kan blive liggende i din seng når du vågner og blot registrere, hvad der bevæges i dit indre.

Måske er der noget der skal skrives ned, måske kan du bare nyde stilheden og forbinde dig, for igen at glide tilbage i søvnen.

Husk blot, at det at vågne under Brahma Muhurta er en gave til dig fra den guddommelige kraft i dig selv.

I kærlighed
Isabell
Foto: Tara Devi

Isabell Maria Axil

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.